TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent

DanmarkBekendtgørelse2026

Børne- og Undervisningsministeriet

BEK nr 96 af 14/01/2026 I medfør af § 4, stk. 2, og § 38, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 16. august 2024, § 4, stk. 1 og 2, og § 7, stk. 3, i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 537 af 2. maj 2022, og § 15, stk. 1, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1008 af 29. august 2024, og efter bestemmelse fra, samråd med og inddragelse af Fællesudvalget for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser (FEVU) og efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren fastsættes efter bemyndigelse og efter bemyndigelse i henhold til § 1, stk. 1, nr. 15 og 16, i bekendtgørelse nr. 971 af 16. august 2024 om delegation til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og Styrelsen for It og Læring af adgangen til udstedelse af bekendtgørelser:

Formål og opdeling

§ 1

(Stk. 4)

§ 1. Erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent har til formål at kvalificere eleven til at kunne varetage professionel helhedsorienteret sygepleje og rehabilitering i samarbejde med borgere og patienter med grundlæggende behov i et tværprofessionelt og tværsektorielt samarbejde i det nære og det sammenhængende sundhedsvæsen. Stk. 2. Eleven skal nå de uddannelsesmål, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent for det speciale, som uddannelsen afsluttes med, jf. stk. 3. Stk. 3. Uddannelsen afsluttes med specialet social- og sundhedsassistent, indplaceret på niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Stk. 4. Uddannelsen kan gennemføres som eux-forløb efter teknisk eux-model E, jf. bilag 6 til bekendtgørelse om krav til udformning af eux-forløb.

Varighed

leje
§ 2

(Stk. 6)

§ 2. Uddannelsen varer 3 år, 9 måneder og 3 uger, jf. dog stk. 3. Uddannelsens varighed er inklusive grundforløbets 1. og 2. del, på hver 20 uger, og hovedforløbet. For elever med bevis for afsluttet stx, htx, hhx, hf eller eux, varer grundforløbets 2. del 8 uger. Elever med bevis for eux 1. del, jf. § 3 a i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) mv., eller bevis for gymnasial eksamen fra et nordisk land er omfattet af 3. pkt. For elever, der allerede har bestået grundforløbets 2. del i erhvervsuddannelsen til pædagogisk assistent eller har fuldført erhvervsuddannelsen til pædagogisk assistent, varer grundforløbets 2. del op til 4 uger. For elever, der både har bevis for afsluttet stx, htx, hhx, hf, eux, eux 1. del eller gymnasial eksamen fra et nordisk land, og har bestået grundforløbets 2. del på erhvervsuddannelsen til pædagogisk assistent eller fuldført erhvervsuddannelsen til pædagogisk assistent, består uddannelsen alene af hovedforløbet. Stk. 2. For elever, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge, varer hovedforløbet 2 år, 9 måneder og 3 uger, hvoraf skoleundervisningen udgør 48 uger fordelt på mindst fire skoleperioder. Stk. 3. For elever, der gennemfører uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv), varer hovedforløbet 2 år, 8 måneder og 2 uger, hvoraf skoleundervisningen udgør 43 uger. Stk. 4. Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst fire skoleperioder for euv-forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser (euv2-forløb). Stk. 5. Uanset bestemmelserne i stk. 2 og 3 varer hovedforløbet for elever i eux-forløb 3 år, 6 måneder og 3 uger, hvoraf skoleundervisningen udgør 79,2 uger fordelt på mindst fire skoleperioder. To skoleperioder kan placeres i forlængelse af hinanden. En oplæringsperiode kan afbrydes af en del af en skoleperiode, hvis oplæringsperioden omfatter uddannelsesmål, som knytter sig til mere end én skoleperiode. Stk. 6. Skolerne kan udbyde euv-pakker efter reglerne om supplerende kurser, jf. § 16 i lov om erhvervsuddannelser. Euv-pakkerne kan udbydes til elever, der tidligere har gennemført social- og sundhedshjælperuddannelsen som euv1-forløb eller har gennemført social- og sundhedshjælperuddannelsen med påbegyndelse før 1. januar 2002. Euv-pakken indeholder op til tre ugers undervisning i dansk og op til tre ugers undervisning i naturfag.

Kompetencer forud for optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet

§ 3

(Stk. 6)

§ 3. For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet i erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent skal eleven opfylde betingelserne i stk. 2-5, jf. dog stk. 6. Stk. 2. Eleven skal have opnået de uddannelsesspecifikke kompetencer for grundforløbet, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent. Stk. 3. Eleven skal have gennemført og bestået de grundfag, med de angivne niveauer, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent. Stk. 4. Eleven skal have opnået de certifikater eller lignende, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent. Stk. 5. De krav til bedømmelse af grundfag, der er fastsat i uddannelsesordningen efter stk. 3, gælder tilsvarende for elever og lærlinge i eux-forløb, på det niveau af det samme grundfag, eller det eller de grundfag som erstatningsfag, som eleven eller lærlingen skal have for at kunne påbegynde skoleundervisningen i hovedforløbet, uanset en forskel mellem de pågældende niveauer. Stk. 6. Elever, der har gennemført grundforløbet i erhvervsuddannelsen til social- og sundhedshjælper, har adgang til hovedforløbet i erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent.

Kompetencer i hovedforløbet

§ 4

§ 4. Hovedforløbet har de kompetencemål, som er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent.

Godskrivning

§ 5

§ 5. Kriterier for godskrivning på baggrund af elevens erhvervserfaring og tidligere uddannelse, er fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent. Godskrivning skal i øvrigt ske efter reglerne i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Afsluttende prøve og beviser

§ 6

(Stk. 5)

§ 6. Uddannelsens afsluttende prøve på erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent er en skoleprøve. Prøven afholdes af skolen som en del af sidste skoleperiode. Prøven tilrettelægges som fastsat i uddannelsesordningen om erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent. Stk. 2. For at der kan udstedes skolebevis, skal eleven mindst have opnået karakteren 02 i de obligatoriske uddannelsesspecifikke fag, der ikke udtrækkes til prøve, ved den afsluttende standpunktskarakter. I de valgfri uddannelsesspecifikke fag skal eleven have opnået bedømmelsen ”bestået”. Eleven skal have bestået grundfagene naturfag og dansk samt det obligatoriske uddannelsesspecifikke fag farmakologi og medicinhåndtering ved prøve. Hvis eleven har valgt grundfaget engelsk, skal eleven have afsluttet faget med prøve, dog uden krav om at bestå. Eleven skal have gennemført certifikatet ”Generhvervelse af førstehjælp på erhvervsuddannelserne”. Stk. 3. Ved afslutningen af en oplæringsperiode afgiver oplæringsvirksomheden en erklæring om oplæring. Der anvendes bedømmelsen "godkendt/ikke godkendt". Elever, der ikke har opnået bedømmelsen "godkendt" i en oplæringsperiode, tilbydes af den ansættende arbejdsgiver et nyt oplæringsforløb og vurderes på ny. Stk. 4. Ved uddannelsens afslutning, når erklæringerne om oplæring for hver enkelt oplæringsperiode er bedømt "godkendt", udsteder skolen et uddannelsesbevis som dokumentation for, at eleven har opnået kompetence inden for uddannelsen. Stk. 5. Den uddannede skal autoriseres i medfør af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed for at kunne betegne sig som social- og sundhedsassistent. Ved væsentlige ændringer af uddannelsen skal det faglige udvalg orientere den relevante autorisationsmyndighed.

ansættelse
§ 7

§ 7. Afsluttende standpunktskarakterer og prøver i fag på gymnasialt niveau indgår i eux-bevis efter reglerne herom i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v. og bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 8

(Stk. 4)

§ 8. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2026. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 149 af 8. februar 2025 om erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent ophæves. Stk. 3. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for elever, som er påbegyndt eller overgået til uddannelsen før bekendtgørelsens ikrafttræden. For sådanne elever finder de hidtil gældende regler i bekendtgørelse nr. 149 af 8. februar 2025 om erhvervsuddannelsen til social- og sundhedsassistent anvendelse. Stk. 4. Elever, som nævnt i stk. 3, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan og efter aftale med den eventuelle oplæringsvirksomhed overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet /P.D.V.\nChristian Vestergaard Sloth / Bitten Næsted Hansen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
2026
Ikrafttrædelsesdato
20. januar 2026